logo
Careers > Partnership Manager
Last modified 4/28/2021 9:13:08 AM

Partnership Manager

Permanent
SameSystem A/S
Copenhagen

 

Er du god til at finde leads og skabe relationer? Og er du klar til næste skridt i din kommercielle karriere?

Så har vi her en nyoprettet stilling, hvor du kan arbejde med et stærkt produkt på et marked, hvor mulighederne er mange – og hvor du kan være med til at skabe samarbejdsrelationer og vækst.

  • ”Her sker fantastisk mange ting. Vi er fx vækstet 40 % det sidste halve år bare på medarbejderstaben. Vi har en ekstremt resultatorienteret kultur, hvor vi dagligt takler udfordringer effektivt,” fortæller salgsdirektør Mikael Christensen.

Hvem er SameSystem?

SameSystem er en dansk softwarevirksomhed, der siden 2008 har udviklet en komplet workforce solution til retailere. En løsning, som nu er ledende på markedet – fordi den hjælper vores kunder med at øge salget, reducere omkostninger, minimere tid på butiksadministration samt øge medarbejderloyaliteten.

SameSystem er en uundværlig løsning hos mere end 800 retailere og bruges i dag af mere end 141.000 brugere og på de fleste europæiske sprog.

Lav markedsresearch og skab relationer

Vi har en ambition om at skabe partnerskaber med service providers på tværs af Europa, så vi kan udnytte de synergier, der kan være omkring alt fra logodeling til marketingomkostninger og spændende kundecases. Vores mål er at skabe eksklusive partnerskaber, som skaber værdi for vores kunder – og for os.

Som partnership manager er du med (næsten) fra start. Det vil sige, at du får ansvaret for at lave markedsresearch i Danmark og på tværs af Europa. Her skal du finde leads på service providers, som tilbyder POS-, HR- og lønsystemer – og hvor der kunne være en rigtig god synergi imellem vores produkter.

  • ”Vores system taler sammen med andre systemer, og kunderne kan få en fordel ved at lave en integration. Den integration skaber også værdi hos os, hvis vi får lavet en god relation salgsafdelingerne imellem, så vores samarbejdspartnere har os med i baghovedet, når de er ude hos kunderne – og vi så kan dele leads bagefter,” uddyber Mikael.

Få kolleger og samarbejdspartnere på tværs af Europa

Du bliver vores ansigt udadtil og første point of contact over for vores nye partnere, hvilket indebærer, at du både skal stå for de indledende forhandlinger i tæt samarbejde med vores salgsdirektør samt vedligeholde og pleje den gode relation med kunderne i din portefølje.

Det er en nyoprettet stilling, og som vores første dedikerede partnership manager får du rig mulighed for selv at være med til at udvikle, sætte dit præg på og skabe strukturen for vores fremtidige partnerskaber.

Udover den løbende dialog med potentielle samarbejdspartnere får du også et tæt samarbejde med vores landechefer på tværs af Europa. De har fingeren på pulsen og står klar til at komme med inputs omkring leads, som du kan køre videre med.

Fordi du arbejder internationalt, skal du forvente nogen rejseaktivitet i Europa.

Bliv en del af et motiverende og entreprenant miljø

Du kommer til at samarbejde med 40 talentfulde medarbejdere i Danmark og 120 totalt på verdensplan. Vi er alle stolte af at være en del af en hurtigtvoksende og markedsledende virksomhed. Her er plads til, at du kan dele din passion og dit drive – og mærke det samme engagement fra dine kolleger.

Vi har et yderst motiverende arbejdsmiljø, hvor vi er ivrige efter at hjælpe hinanden og fejre vores succeser. Du kan også se frem til at deltage i mange forskellige sociale arrangementer og sjove firmafester – vi er en social gruppe, som godt kan lide at bruge tid sammen.

Udadvendt og resultatorienteret

  • Du er sandsynligvis i starten af din karriere, og har måske 3-5 års relevant salgserfaring.
  • Du har nok en kommerciel uddannelse med eksport eller international handel som fokus.
  • Du har stor interesse for IT-, SaaS- eller cloudløsninger.
  • Det er afgørende vigtigt, at du kan begå dig professionelt på engelsk

Interesseret?

Jobindex er rekrutteringspartner på denne stilling (søg derfor via Jobindex). Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte senior rekrutteringskonsulent hos Jobindex Jens Fog på 72 45 90 05.

Vi holder samtaler løbende, så send din ansøgning og dit CV allerede i dag og senest den 2. juni 2021.

Tiltrædelse er hurtigst muligt efter nærmere aftale, men vi venter naturligvis på den rette kandidat.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Powered by Hello Talent